Jeg havde engang en bog – en børnebog- som hed Den uartige Caroline, og jeg tror faktisk, det er grunden til, at min datter kom til at hedde Karoline … altså ikke, at jeg forventede, hun skulle blive uartig. Og bogens definition uartig hører nok også kun hjemme i  1929, hvor bogen udkom 1. gang, og i 1950, hvor den blev genoptrykt. Piger var artige, drenge var raske, og sådan var det.

Men jeg elskede den bog, at få læst højt af den, på vers, og kigge på de skønne tegninger – så højt, at jeg overtegnede den og klippede i den, ( kommer det ind under kategorien “uartig”?), så da mine unger også havde fået læst op af den, måtte den lade livet. Heldigvis blev den genudgivet i 1995, så jeg nu har et funklende nyt eksemplar.

Jeg var vild med Caroline – hun var absout ikke nogen lille, artig pige, hun var “en rask dreng”, klatrede i træer, smed sin klamme, kolde havregrød om bag dragkisten, “lånte” en cykel og skvattede i kanalen med den, og som en rigtig uartig pige – eller rask dreng – tog hun sine klø, når hendes gale streger blev opdaget ( I dag ville hun sikkert blive foreviget  på “Americas Funniest Homevideoes” og hendes foretagsomhed lagt ud på uTube af de stolte forældre, men det er en helt anden sag).

Nå, men en af historierne handlede om indsamling af snegle. Det var længe før ord som “dræbersnegl”, “ferramol” og “snail-buster” blev en del af det almindelig vokabularium – nej, Caroline syntes ganske simpelt, det var sjovt at indsamle de små huse:

Hun i sin iver ledte som,                   

en bedre sag var værdig,

og snart var også kurven fuld

og sneglejagten færdig.

At hun så lige har “lånt” tante Nell’s kurv med broderisager i, og stiller den fra sig, hvorefter tante Nell finder den og tager med tilbage til sit værelse, ja, det næsten til at regne ud, hvad konsekvenserne bliver:

 

Og det var præcis, hvad jeg også gjorde for et par uger siden – under jagten på kvikgræs, brændenælder og havepest. For minsandten om ikke jeg opdagede vel nok havens eneste gemmested for snegle, nemlig i ukrudtet, der var på vej til at vokse sig armhulehøjt under hybenbuskene. Så op med dem i en urtepotte, så de kunne forsvinde ud af min have.

Og så glemte jeg alt om det – der er jo så meget, en krokone ska’ holde styr på: her ligger der en knust ølflaske, som blæsten har væltet, hér en plastikpose med et eller andet i, som min handyman har smidt fra sig, og dér en urtepotte med et par murbrokker i, ser det ud til. Hele molevitten bliver samlet sammen og stillet ind på et bord i stalden … så kan jeg altid senere få det på genbrugsstationen.

Og hvad ser jeg så i dag – midt på bordet, hvor jeg havde stillet det fra mig:

 

en lille invasion af snegle i fuld gang på mit bord.  For de var jo i urtepotten, kamoufleret af lidt andet ragelse, jeg havde smidt oveni, og derefter overladt til sig selv. Og det er nogle foretagsomme fyre – selv om de skal slæbe rundt på deres egen bolig. Måske har de par dråber, der har været i ølflasken været nok til at få dem til at blive i samlet flok et par dage, men nu var de i hvert fald på vej ud for at erobre, hvad erobres kan i krokonesn stald.

.

Et par stykker er sågar gået i gang med et efterladt stykke værktøj – selv om det nok vil ta’ dem en rum tid, før de får tygget sig igennem dén sag.

Ikke helt smart Christine! Så nu er de indsamlet igen – i en tæt tilsnøret plastikpose – og ekspederet ud i affaldscontaineren … og jeg går derud i morgen og holder øje med, at de bliver der, indtil de flinke skraldemænd kommer og tømmer beholderen.

 

I øvrigt ender min elskede børnebog med, at Caroline redder sin lillebror ud af en brændende vugge – åh, hvor jeg dog elskede den modige, uartige Caroline.