Krudt og ukrudt og røde biller

Der er ikke noget så skønt som at tilbringe en dag i staudebedet – bogstaveligt talt – udstyret med min lille skammel og mit lugeværkstøj. For det er det, det drejer sig om: ukrudtsudryddelse…

Udryddelse er måske så meget sagt. Det kommer jo igen det skidt ( ellers havde jeg nemlig ikke siddet derude en hel dag, for jeg husker helt bestemt, at jeg mindst én gang sidste år gennemførte “same procedure”). Nå, men væk skal det allerfald, og det før det har rodfæstet sig alt for voldsomt, eller hvad endnu værre er, før det har blomstret og smidt alle sine modbydelige små frø, som – i modsætning til dem jeg indkøber i dyre domme og møjsommeligt sår – spirer som bare pokker … til næste år. Sisyfos, gå hjem og læg dig! Dit job er det rene barnemad i forhold til det her.

Men det er skønt at være i haven – og jeg er ret vild med at luge!! Jeg har en lille skammel, som jeg snildt kan placere rundt omkring i bedene, og så kan jeg minutiøst arbejde mig igennem cm2 efter cm2 med mit lugejern og min cirkelhakker – et ret fænomenalt instument, der kan komme tæt på planterne og bogstavelig talt jorde udkrudtet.

Så dér sad jeg altså ude – det meste af søndagen – og hakkede og regerede. Og i modsætning til sidste år, kan jeg nu nikke genkendende til de forskellige planter, oven i købet synes jeg at kunne se, at min kærlige pleje har gjort dem godt … men altså ikke godt nok endnu til, at de kan holde krudt fra udkrudt.

Til gengæld - verden er forunderlig – er det ikke noget problem for denne lille røde djævel at finde frem til den eneste lilje i miles omkreds.

Hvordan gør den???? Hvordan er den i stand til – over kilometer af – sådan må det i det mindste se ud for den – ørkesløse roemarker at finde frem til den lille samling liljer, som jeg opdagede i bedet sidste år og omhyggeligt passer på. Guderne må vide det ( det kan endog være, at det er dem, der har givet “rødfrakken” her et praj). Under alle omstændigheder sad den dér, afslappet og hjemmevant og gnaskede løs af mine liljer. Det blev den ikke ved med ret længe, sku’ jeg hilse og sige.

Nå, tilbage til ukrudtet. Der er ikke ret meget, der slår tilfredsheden ved at betragte hvad man har fået udrettet sådan en dejlig søndag – ryggen er stiv, jeg har fået en vable, og jeg er ærlig talt lige til divaneseren, men h.d.k. det er fedt at kigge på:

FØR EFTER