For et par uger siden, da jeg var på vej i bilen – sandsynligvis hjem fra København, for da hører jeg altid P1 eller P2,  (begavet radio uden studiværters larmende bidrag til den altomsiggribende selviscensættelse), - blev jeg gjort opmærksom på den truende katastrofe: Nej, det var ikke jorskælvet i Haiti eller den eskalerende fare i Afghanistan, det var heller ikke truslen fra Kina, der i løbet af 5-10 år kan gøre det danske ingeniørstudium til et aftenskoletilbud, nej det var den overraskende, kolde danske vinter, der med få slag af sin stivfrosne hale, ville eliminere småfuglebestanden til noget, der kunne være i et pænt stort fuglebur.

Og de næste dage fyldtes aviserne af de dystre spådomme. Især én fugl var i fare, vores allesammens sangfugl nummer et: Turdus merula, også kaldet Solsorten.  Således skrev f.eks. Berlingske Tidende:

Solsorten er i livsfare

Solsortene lider i snevejret. Foto: Steffen Ortmann

Millioner af solsorte vil dø af sult og kulde, hvis ikke danskerne sætter ind med aktiv nødhjælp til havernes og baggårdens sangstjerne. Det oplyser Dyrenes Beskyttelse.

Ouha! Uha da-da da-da, tænkte krokonen, det er sørme ikke så godt! Der var virkelig slået alarm, så selv journalister smed, hvad de havde i hænderne – undtagen “pennen” vel og mærke ( “pennen” det var den, der kom før skrivemaskinen, der kom før pc-tastaturet ). Ganske vist var der også et par ornitologer og biologer, der manede til besindighed. Der er jo en årsag til, at de fugle, vi kan se om vinteren, om de så sidder nok så meget “stum bag kvist”, netop har besluttet at blive hér: de har tusinder af års erfaring i at overleve en dansk vinter, også sådan en af slagsen, som kom, da “morfar var dreng”. 

Nå, men da vi holder meget af dyr her på Tohøjgaard – og det gælder os alle 6: Allan, Christine, Murphy, Eddie, Martha og Maggie – så stred jeg mig alligevel gennem sne- og ismasserne ud til fuglefodringsområdet ( for sådan et har vi nemlig, bare spørg Eddie… det er hans yndlingssted at ta’ sin middagslur under buskene netop dér! ) og fyldte godt op på foderbrædder og i mejsekugleholdere.

Der så unægtelig også lidt tomt – sagde nogen forsømt? – ud!

Gudskelov havde naturen da også lidt at byde på – og nogen havde tilsyneladende taget for sig af retterne, skønt det nok næppe er solsorten, da han ikke er nogen særlig akrobat. Så jeg smed også et par æbler på jorden til ham og fruen.

Og de blev da vældig glade for den lækre buffét, de små fjerede kræ. Havens faste pauseklovn, rødhalsen kom. En enkelt gærdesmutte havde mirakuløst overlevet Eddies middagslure. ( og nu ved jeg, hvorfor det hedder “lur” ). Bogfinkerne var der, et par dage i selskab med en sand invasion af kvækerfinker, der egentlig var i gang med at plyndre vejtræerne for deres røde bær, men regelmæssigt kastede sig over Tohøjgaards lækre januartilbud, når en larmende bil skræmte dem væk fra deres oprindelige forehavende.

Men solsorten? Nej dem var der ingen af. Så skulle det ha’ sin rigtighed, at de var bukket under som i sin tid dinosaurerne?

Jeg frygtede for den smukke fugl, dybsort med sit knaldgule næb ( ja, undskyld fru Solsort, som kun har giftet sig til sit navn, da hun fra naturens hånd desværre er blevet lidt mere grumset og i øvrigt ikke går med læbestift), men på den anden side havde havens beboere jo ikke gjort noget videre ud af at sikre sig efterkommere … den flittige læser af denne blog husker nok den forladte rede sidste år – det gjorde da et vist indtryk på os forældre at se det misrøgtede og næppe kommende afkom:

Så i går  - efter en kraftig genpåfyldning af halvrådne æbler, korn, kerner og fedtkugler – dukkede havens 2. invasion op, denne gang af sjaggere og vindrosler, også kaldet turdus pilaris og turdus iliacus 

Og så kan det nok være at “over-turdussen” – kunne være der!! Og her er det, at den anden af solsortens egenskaber – om end knap så tiltrækkende som den vidunderlige sang – viser sig: nemlig dens ualmindelig utiltrækkende væsen: “Ingen – jeg gentager – Ingen!!! skal komme her og hoppe rundt på MIN græsplæne og gøre sig til gode med MIN mad, for så skal jeg nok komme efter dig, kan jeg lige love for”. (Dette her er en nogelnlunde pålidelig oversættelse af: ‘djoek' 'dack dack dack' 'taktak derriegie doek-doek' efterfulgt af 'tieks tieks tieks'). Så da den pludselig så sig truet, smed den, hvad den havde i næb og kløer ( sikkert ikke så forfærdelig meget) og ilede til for at tage kampen op mod de formastelige indtrængere. Hele 6 sorte, vilde fightere talte jeg, + konerne ikke at forglemme, der måske nok i fjerpragt ikke kan måle sig med deres mænd, men så sandelig i kampiver og fornærmethed.

På dette foto er 2 af dem i gang – dels med at sætte et æble til livs før de andre kan komme til, og dels med at holde vagt, men stort set var de umulige at fotografere, da de havde så forbasket travlt med at hævde deres territorierettigheder.

I dag har solsortens slægtsbrødre fortrukket – ikke nogen stor familieforbrødring denne gang heller- men solsortene har besluttet at blive og vogte over deres besiddelser. ….

…og over hinanden.  De 3-4 stykker, der er tilbage ( fruerne har åbenbart travlt med hjemlige sysler, for de er ikke at se ), jager hinanden rundt om budskadset, mens finker og andre småfulge uforstyrret fornøjer sig med maden. Så skulle solsorten gå hen og uddø, er det ikke af mangel på føde om vinteren, men udelukkende fordi de i deres besidderiske dominansritualer ikke har tid til at spise – de dør simpelt hen af udmattelse over at forsvare deres territorium.

………….

Så galt går det forhåbentlig ikke! De har som sagt overlevet i tusindvis af år, og ser vi bort fra deres storskrydende adfærd, er der ikke noget så dejligt som en majaften, hvor han sidder oppe på rygningen af taget og gi’r den hele armen … øh næbbet med skønsang, så hun kan ligge i reden og passe godt på den næste generation.

….. det skulle da lige være, hvis de alle som én går hen og beslutter  at ændre musiksmag som fyren her, for så tror jeg ikke længere Tohøjgaard Guesthouse vil betale licens for det makværk.

 

På den anden side: det fortæller da noget om, hvor tilpasningsdygtige, de er, så “ i livsfare”, nej den skal de meget, meget længere ud på landet med.