Det er ikke alt, man véd, bare fordi man har boet i nærheden af Damhussøen. Men man har jo lov at gøre sig sine tanker – og hvis de virker fornuftige, tja, hvem kan så forhindre én i at tro, at de også er rigtige og bygge lidt videre på dem?
Det var i hvert fald, hvad krofatter og –mutter gjorde i går. For derude på havet så vi noget – et lidt sært syn, det indrømmer vi – men noget, som vi da bestemt godt kunne forklare, for vi havde erfaringer og konklusioner.
Det var nemlig svaner, der var flygtet ud til Østersøen, sikkert fordi deres sædvanlige tilholdssted ved Farøbroen var frosset så godt og grundigt til, at de ikke kunne være der længere.
Vi havde nemlig lagt mærke til – ugen før, på vej mod København – at en hel del af dem ikke lå med en vis del i vandskorpen, som de bevingede væsener ellers gør. Nej, de havde simpelthen stukket hovedet under vandet og lå yndefuldt og strittede med rumpetten lige op i vejret.
Og så var det, at de 2 kloge gæstgivere gav sig til at snakke lidt, hvordan det nu kunne være og kom frem til, at det var nok fordi, det var så koldt, at det i virkeligheden var lidt varmere, at ha’ så meget af kroppen under vandet som muligt. Og naturligvis må man jo så - hvis altså man er en svane – fortrække til et andet sted, når det ikke længere er muligt, fordi vandet har forandret sig til en massiv skorpe af is.
Så der lå de nu og vuggede i Hjelm Bugt, nydeligt på rad og række …. lidt for meget på række, hvis du spørger en undrende iagttager … og lidt for længe, for skal de ikke op og ha’ lidt frisk luft en gang imellem? – ja, den behøver vel ikke en gang at være frisk, bare den indeholder noget ILT!!!
Nå, på med flyverdragt, støvler og hele 2 sæt huer og halstørklæde, for der var ikke lige nogen steder, jeg skunne stikke mit hoved hen for at holde på varmen, men NU skulle det altså undersøges nærmere.
Det var dog utroligt, så meget på rad og række, de kunne ligge – man skulle tro, de var hentet direkte ud af “Svanesøen”,
og hvor Søren har de gjort af deres overkrop og smukke svanehals?
Og lige præcis på det her tidspunkt i historien går det op for den nysgerrige, men nu knap så kloge krokone, at det vist ikke er svaner med en smart løsning på deres akutte klimaproblem alligevel, men derimod de lokale fiskeres bundgarnspæle, som har forvandlet sig til gigantiske – omend helt uspiselige – candyflosser.
Hurtigt hjem igen til krofatter og berette om mysteriets opklaring, og så ikke et ord mere om svaner med bunden i vejret, pæle med røven i vandskorpen eller krofolk med hovedet under armen. (Det er i øvrigt det, svanerne gør, når de skal forsøge at holde på varmen, men hvad ved bønder om agurkesalat … og gæstgivere om svanedykning).
Til gengæld tog krokonen i dag fototasken over skulderen og begav sig ned til havet i den sidste halve time, inden solen – som havde beæret os med et sjældent besøg – gik ned bag Fanefjord skov. Og sandelig om man ikke kunne gå på vandet.
Se her er, hvad der kom ud af det: Vinter ved Østersøen
{ 1 comment }
