… svanerne, altså.
Men først kom stormen den 2. februar! Ikke at det ligefrem var nogen overraskelse, her var virkelig tale om en klimabasker med medietække:
- Hits på google: 113.000
- Blogs om stormen: 18.018 … ikke at forglemme nærværende
- for slet ikke at tænke på de tons af tryksværte, papir og filmruller ( eller hvad pokker det er, man bruger nu om stunder, når man laver TV), der gik til. Og atmosfæren, der har været så ladet med radiobølger, lydbølger, TV-signaler, sattelittransmissioner, telefonsignaler, SMSer og Guderne må vide hvad, så snestormen selv må ha’ haft umanérlig svært ved overhovedet at få et vindstød til jorden.
Meeeenn, det gik endda. Hylende og frådende direkte ind fra Østersøen kom den og så stort på, om snemasserne nu kom fra oven, eller faktisk allerede var dalet ned og egentlig havde lagt sig til rette, så der var mange, der måtte sande, at sådan en ka’l er i stand til at flytte temmelig meget sne på temmelig kort tid, og at det er uendelig meget mere besværligt at flytte rundt på det med en skovl.
Kyndelmisse kalder vi stadig lige netop denne dag, den 2. februar. Som så meget andet er det en blanding af en religiøs helligdag ( Maria Renselse, 40 dage efter fødslen af Jesus) og folkelig tradition (fejringen af midvinter), som kirken (også ganske som den plejer) kreativt mixer ind i sine festligheder, således at messen på denne dag er til indvielse af alle de lys, der skal bruges i det kommende kirkeår. Ret opfindsomt, må man sige. Også den folkelige bevidsthed har været opfindsom, for det var på denne dag, man tog varsler for det kommende år, og skal vi fæste lid til et af dem, så kan vi begynde at glæde os:
Se så! Forår er på vej, for så vidt som jeg i det hele taget kunne se noget ud af vinduet forleden dag, var der ingen kællinger overhovedet, alle 19 var stukket til vejrs med ham Kjørmes Knud.
Og så kom svanerne – da stormen havde lagt sig ( den må godt nok også ha’ været ret udmattet), og en ny dag åbenbarede et landskab med helt nye geologiske formationer:
- nogen lidt mere menneskeskabt end andre.
På med flyverdragten ( igen), fototasken over skulderen og ud og genopdage solen og havet..
Bundgarnspælene – de fleste af dem – stod der stadig, pakket ind i is, selv om havet var i gang med slikke deres canyflossfrakker i sig, men den der lille klump af vuggende hvide spørgsmåltegn (og et par enkelte medvirkende fra en H.C.Andersen forestilling), det var ægte, levende svaner.
Jeg skal ikke (længere) gøre mig klog på fugle – hverken solsorte eller svaner – endsige begynde at fundere over, hvorfor de nu pludselig synes Hjelm Bugt var “her, det sner” ( hvad det jo ikke gjorde længere), og det skal da heller ikke udelukkes, at det var nogel helt andre svaner end dem, der havde slået sig ned ved Farøbroen, da vi første gang, så dem “upsite down”, men bare konstatere, at lige just på denne dag, den første i den sidste halvdel af vinteren, havde de altså lyst til at opholde sig her.
Ingen af dem – ikke på noget tidspunkt – stak rumpen i vejret, men nøjedes blot med at bruge deres hals som et omvendt periskop, og hvem véd, måske var det et helt bevidst handling for netop ikke at blive forvekslet med bundgarnspæle af uvidende krokoner ( selv om der godt nok er nogle af selv samme pæle, der har lidt en krank skæbne).
Se billeder fra turen her: Dagen efter Kyndelmisse
{ 0 comments }
