Nej, det er det nu ikke, men det er næsten det samme. For pludselig er den der, den velkendte lyd af landbrugsmaskiner, som fortæller os, at nu er det tid!
Jeg snakkede i sidste uge med Karsten, som sukkede lidt over høsten: udbyttet havde været højt, men prisen for kornet jammerlig lav. Og ikke nok med det, men tørken var også skyld i, at det var blevet helt umuligt at få roerne op … de sad simpelt hen fast ( som jeg tidligere har gjort rede for, så har jorden her 3 stadier: muddersuppe, dekorationsler eller beton – det er så sidstnævnte stadie, vi befinder os på lige p.t.).
Så derfor er fornøjelsen ved at høre traktorbrummen da så meget større, for efter lørdagens regn og søndagens vilde vinde er mandagen med sol over det hele helt perfekt til roe- og gulerodsoptagning ( hm… det sidste falder mig lige ind nu, men det må blive i morgen).
Der skal som bekendt 2 til tango – og det skal der altså også til roeoptagning:
én til at hive dem op …og én til at køre dem væk
Frem og tilbage kører de – i deres store maskiner:
og ind imellem er der lige noget, der skal tjekkes – helt præcist, hvad det er, man er nødt til at stå at undersøge, skal jeg ikke gøre forsøge at byde på, men jeg er ikke en disse i tvivl om, at det er noget vigtigt, som kun rutinerede roebønder kan se.
Og så er vi klar til et ny aflæsning (og vi holder skam ikke stille, mens det foregår, nej det er fuldstændig ligesom når Airforce One får tanket op i luften)
Afsted, afsted, hen og få læsset af i en fart ( for der er altså en del mere gang i sådan én roeoptager, end du kan finde i 100 arbejdsomme polske daglejere … hvilket jo egentlig er én af grundene til, at vi har kunnet omdanne Tohøjgaard til et feriested ).
De er flittige, de 2, frem og tilbage og frem og tilbage som et par Duracellkaniner. Her er ikke noget med at holde fyraften kl. 15:30 – er man bonde, er det vejret der bestemmer, hvornår der skal knokles og hvornår ikke.
Men bagefter er tilfredsstillelsen så også så meget desto større. Og sådan forholder det sig faktisk også med krokoner.
