… svanerne, altså.

Men først kom stormen den 2. februar! Ikke at det ligefrem var nogen overraskelse, her var virkelig tale om en klimabasker med medietække:

• Hits på google: 113.000
• Blogs om stormen: 18.018 … ikke at forglemme nærværende

- for slet ikke at tænke på de tons af tryksværte, papir og filmruller ( eller hvad pokker det er, man bruger nu om stunder, når man laver TV), der gik til. Og atmosfæren, der har været så ladet med radiobølger, lydbølger, TV-signaler, sattelittransmissioner, telefonsignaler, SMSer og Guderne må vide hvad, så  snestormen selv må ha’ haft umanérlig svært ved overhovedet at få et vindstød til jorden.

Meeeenn, det gik endda. Hylende og frådende direkte ind fra Østersøen kom den og så stort på, om snemasserne nu kom fra oven, eller faktisk allerede var dalet ned og egentlig havde lagt sig til rette, så der var mange, der måtte sande, at sådan en ka’l er i stand til at flytte temmelig meget sne på temmelig kort tid, og at det er uendelig meget mere besværligt at flytte rundt på det med en skovl.

Kyndelmisse kalder vi stadig lige netop denne dag, den 2. februar. Som så meget andet er det en blanding af en religiøs helligdag ( Maria Renselse, 40 dage efter fødslen af Jesus) og folkelig tradition (fejringen af midvinter), som kirken (også ganske som den plejer) kreativt mixer ind i sine festligheder, således at messen på denne dag er til indvielse af alle de lys, der skal bruges i det kommende kirkeår. Ret opfindsomt, må man sige. Også den folkelige bevidsthed har været opfindsom, for det var på denne dag, man tog varsler for det kommende år, og skal vi fæste lid til et af dem, så kan vi begynde at glæde os:

Se så! Forår er på vej, for så vidt som jeg i det hele taget kunne se noget ud af vinduet forleden dag, var der ingen kællinger overhovedet, alle 19 var stukket til vejrs med ham Kjørmes Knud.

Og så kom svanerne – da stormen havde lagt sig ( den må godt nok også ha’ været ret udmattet), og en ny dag åbenbarede et landskab med helt nye geologiske formationer:

- nogen lidt mere menneskeskabt end andre.

På med flyverdragten ( igen), fototasken over skulderen og ud og genopdage solen og havet..

Bundgarnspælene – de fleste af dem – stod der stadig, pakket ind i is, selv om havet var i gang med slikke deres canyflossfrakker i sig, men den der lille klump af vuggende hvide spørgsmåltegn (og et par enkelte medvirkende fra en H.C.Andersen forestilling), det var ægte, levende svaner.

Jeg skal ikke (længere) gøre mig klog på fugle – hverken solsorte eller svaner – endsige begynde at fundere over, hvorfor de nu pludselig synes Hjelm Bugt var “her, det sner” ( hvad det jo ikke gjorde længere), og det skal da heller ikke udelukkes, at det var nogel helt andre svaner end dem, der havde slået sig ned ved Farøbroen, da vi første gang, så dem “upsite down”, men bare konstatere, at lige just på denne dag, den første i den sidste halvdel af vinteren, havde de altså lyst til  at opholde sig her.

Ingen af dem – ikke på noget tidspunkt – stak rumpen i vejret, men nøjedes blot med at bruge deres hals som et omvendt periskop, og hvem véd, måske var det et helt bevidst handling for netop ikke at blive forvekslet med bundgarnspæle af uvidende krokoner ( selv om der godt nok er nogle af selv samme pæle, der har lidt en krank skæbne).

Se billeder fra turen her: Dagen efter Kyndelmisse

Det er ikke alt, man véd, bare fordi man har boet i nærheden af Damhussøen. Men man har jo lov at gøre sig sine tanker – og hvis de virker fornuftige, tja, hvem kan så forhindre én i at tro, at de også er rigtige og bygge lidt videre på dem?

Det var i hvert fald, hvad krofatter og –mutter gjorde i går. For derude på havet så vi noget – et lidt sært syn, det indrømmer vi – men noget, som vi da bestemt godt kunne forklare, for vi havde erfaringer og konklusioner.

Det var nemlig svaner, der var flygtet ud til Østersøen, sikkert fordi deres sædvanlige tilholdssted ved Farøbroen var frosset så godt og grundigt til, at de ikke kunne være der længere.

Vi havde nemlig lagt mærke til – ugen før, på vej mod København – at en hel del af dem ikke lå med en vis del i vandskorpen, som de bevingede væsener ellers gør. Nej, de havde simpelthen stukket hovedet under vandet og lå yndefuldt og strittede med rumpetten lige op i vejret.

Og så var det, at de 2 kloge gæstgivere gav sig til at snakke lidt, hvordan det nu kunne være og kom frem til, at det var nok fordi, det var så koldt, at det i virkeligheden var lidt varmere, at ha’ så meget af kroppen under vandet som muligt. Og naturligvis må man jo så  - hvis altså man er en svane – fortrække til et andet sted, når det ikke længere er muligt, fordi vandet har forandret sig til en massiv skorpe af is.

Så der lå de nu og vuggede i Hjelm Bugt, nydeligt på rad og række …. lidt for meget på række, hvis du spørger en undrende iagttager … og lidt for længe, for skal de ikke op og ha’ lidt frisk luft en gang imellem? – ja, den behøver vel ikke en gang at være frisk, bare den indeholder noget ILT!!!

Nå, på med flyverdragt, støvler og hele 2 sæt huer og halstørklæde, for der var ikke lige nogen steder, jeg skunne stikke mit hoved hen for at holde på varmen, men NU skulle det altså undersøges nærmere.

Det var dog utroligt, så meget på rad og række, de kunne ligge – man skulle tro, de var hentet direkte ud af “Svanesøen”,

og hvor Søren har de gjort af deres overkrop og smukke svanehals?

Og lige præcis på det her tidspunkt i historien går det op for den nysgerrige, men nu knap så kloge krokone, at det vist ikke er svaner med en smart løsning på deres akutte klimaproblem alligevel, men derimod de lokale fiskeres bundgarnspæle, som har forvandlet sig til gigantiske – omend helt uspiselige – candyflosser.

Hurtigt hjem igen til krofatter og berette om mysteriets opklaring, og så ikke et ord mere om svaner med bunden i vejret, pæle med røven i vandskorpen eller krofolk med hovedet under armen. (Det er i øvrigt det, svanerne gør, når de skal forsøge at holde på varmen, men hvad ved bønder om agurkesalat … og gæstgivere om svanedykning).

Til gengæld tog krokonen i dag fototasken over skulderen og begav sig ned til havet i den sidste halve time, inden solen – som havde beæret os med et sjældent besøg – gik ned bag Fanefjord skov. Og sandelig om man ikke kunne gå på vandet.

Se her er, hvad der kom ud af det: Vinter ved Østersøen

For et par uger siden, da jeg var på vej i bilen – sandsynligvis hjem fra København, for da hører jeg altid P1 eller P2,  (begavet radio uden studiværters larmende bidrag til den altomsiggribende selviscensættelse), - blev jeg gjort opmærksom på den truende katastrofe: Nej, det var ikke jorskælvet i Haiti eller den eskalerende fare i Afghanistan, det var heller ikke truslen fra Kina, der i løbet af 5-10 år kan gøre det danske ingeniørstudium til et aftenskoletilbud, nej det var den overraskende, kolde danske vinter, der med få slag af sin stivfrosne hale, ville eliminere småfuglebestanden til noget, der kunne være i et pænt stort fuglebur.

Og de næste dage fyldtes aviserne af de dystre spådomme. Især én fugl var i fare, vores allesammens sangfugl nummer et: Turdus merula, også kaldet Solsorten.  Således skrev f.eks. Berlingske Tidende:

Solsorten er i livsfare

Solsortene lider i snevejret. Foto: Steffen Ortmann

Millioner af solsorte vil dø af sult og kulde, hvis ikke danskerne sætter ind med aktiv nødhjælp til havernes og baggårdens sangstjerne. Det oplyser Dyrenes Beskyttelse.

Ouha! Uha da-da da-da, tænkte krokonen, det er sørme ikke så godt! Der var virkelig slået alarm, så selv journalister smed, hvad de havde i hænderne – undtagen “pennen” vel og mærke ( “pennen” det var den, der kom før skrivemaskinen, der kom før pc-tastaturet ). Ganske vist var der også et par ornitologer og biologer, der manede til besindighed. Der er jo en årsag til, at de fugle, vi kan se om vinteren, om de så sidder nok så meget “stum bag kvist”, netop har besluttet at blive hér: de har tusinder af års erfaring i at overleve en dansk vinter, også sådan en af slagsen, som kom, da “morfar var dreng”. 

Nå, men da vi holder meget af dyr her på Tohøjgaard – og det gælder os alle 6: Allan, Christine, Murphy, Eddie, Martha og Maggie – så stred jeg mig alligevel gennem sne- og ismasserne ud til fuglefodringsområdet ( for sådan et har vi nemlig, bare spørg Eddie… det er hans yndlingssted at ta’ sin middagslur under buskene netop dér! ) og fyldte godt op på foderbrædder og i mejsekugleholdere.

Der så unægtelig også lidt tomt – sagde nogen forsømt? – ud!

Gudskelov havde naturen da også lidt at byde på – og nogen havde tilsyneladende taget for sig af retterne, skønt det nok næppe er solsorten, da han ikke er nogen særlig akrobat. Så jeg smed også et par æbler på jorden til ham og fruen.

Og de blev da vældig glade for den lækre buffét, de små fjerede kræ. Havens faste pauseklovn, rødhalsen kom. En enkelt gærdesmutte havde mirakuløst overlevet Eddies middagslure. ( og nu ved jeg, hvorfor det hedder “lur” ). Bogfinkerne var der, et par dage i selskab med en sand invasion af kvækerfinker, der egentlig var i gang med at plyndre vejtræerne for deres røde bær, men regelmæssigt kastede sig over Tohøjgaards lækre januartilbud, når en larmende bil skræmte dem væk fra deres oprindelige forehavende.

Men solsorten? Nej dem var der ingen af. Så skulle det ha’ sin rigtighed, at de var bukket under som i sin tid dinosaurerne?

Jeg frygtede for den smukke fugl, dybsort med sit knaldgule næb ( ja, undskyld fru Solsort, som kun har giftet sig til sit navn, da hun fra naturens hånd desværre er blevet lidt mere grumset og i øvrigt ikke går med læbestift), men på den anden side havde havens beboere jo ikke gjort noget videre ud af at sikre sig efterkommere … den flittige læser af denne blog husker nok den forladte rede sidste år – det gjorde da et vist indtryk på os forældre at se det misrøgtede og næppe kommende afkom:

Så i går  - efter en kraftig genpåfyldning af halvrådne æbler, korn, kerner og fedtkugler – dukkede havens 2. invasion op, denne gang af sjaggere og vindrosler, også kaldet turdus pilaris og turdus iliacus 

Og så kan det nok være at “over-turdussen” – kunne være der!! Og her er det, at den anden af solsortens egenskaber – om end knap så tiltrækkende som den vidunderlige sang – viser sig: nemlig dens ualmindelig utiltrækkende væsen: “Ingen – jeg gentager – Ingen!!! skal komme her og hoppe rundt på MIN græsplæne og gøre sig til gode med MIN mad, for så skal jeg nok komme efter dig, kan jeg lige love for”. (Dette her er en nogelnlunde pålidelig oversættelse af: ‘djoek' 'dack dack dack' 'taktak derriegie doek-doek' efterfulgt af 'tieks tieks tieks'). Så da den pludselig så sig truet, smed den, hvad den havde i næb og kløer ( sikkert ikke så forfærdelig meget) og ilede til for at tage kampen op mod de formastelige indtrængere. Hele 6 sorte, vilde fightere talte jeg, + konerne ikke at forglemme, der måske nok i fjerpragt ikke kan måle sig med deres mænd, men så sandelig i kampiver og fornærmethed.

På dette foto er 2 af dem i gang – dels med at sætte et æble til livs før de andre kan komme til, og dels med at holde vagt, men stort set var de umulige at fotografere, da de havde så forbasket travlt med at hævde deres territorierettigheder.

I dag har solsortens slægtsbrødre fortrukket – ikke nogen stor familieforbrødring denne gang heller- men solsortene har besluttet at blive og vogte over deres besiddelser. ….

…og over hinanden.  De 3-4 stykker, der er tilbage ( fruerne har åbenbart travlt med hjemlige sysler, for de er ikke at se ), jager hinanden rundt om budskadset, mens finker og andre småfulge uforstyrret fornøjer sig med maden. Så skulle solsorten gå hen og uddø, er det ikke af mangel på føde om vinteren, men udelukkende fordi de i deres besidderiske dominansritualer ikke har tid til at spise – de dør simpelt hen af udmattelse over at forsvare deres territorium.

………….

Så galt går det forhåbentlig ikke! De har som sagt overlevet i tusindvis af år, og ser vi bort fra deres storskrydende adfærd, er der ikke noget så dejligt som en majaften, hvor han sidder oppe på rygningen af taget og gi’r den hele armen … øh næbbet med skønsang, så hun kan ligge i reden og passe godt på den næste generation.

….. det skulle da lige være, hvis de alle som én går hen og beslutter  at ændre musiksmag som fyren her, for så tror jeg ikke længere Tohøjgaard Guesthouse vil betale licens for det makværk.

På den anden side: det fortæller da noget om, hvor tilpasningsdygtige, de er, så “ i livsfare”, nej den skal de meget, meget længere ud på landet med.

… i denne omgang i hvert fald ( men jeg vender stærkt tilbage næste år – det er jo lidt af en lidenskab for mig ).

Men her på årets sidste dag, hvor jeg sidder og rydder op i de mange fotos, der ligger på min PC … kan nogen overhovedet huske i gamle dage, da man sad og fiflede dels med fotoalbums, hvor billederne skulle skydes ind i bitte små trekanter, der holdt dem på plads, dels med dias – lysbilleder, som vi kaldte dem – der skulle lægges ind mellem 2 lag glas, efter at man endelig først havde pustet alle støvkorn væk med en lille børste, udformet som et båthorn …. og mens jeg glæder mig til en omgang østers i aften, får jeg alligevel lyst til at forevige dette års julemenu, som vi hyggede os med at tilberede:

For der var skam gæstekokke med – både Harald, der mangler et år af sin kokkeuddannelse, og som kan fortælle mig, hvor mange forskellige juliennejern, der er… og jeg mangler, og Jakob, der har sin egen lille, temmelig raffinerede suppestegogisbusiness gående, sammen med et par venner, som også kan levere dansemusikken bagefter: “suppe og whisk”.

Så her er den, julemenuen:

- selvfølgelig glemte vi at ta’ billeder af forretten, der var en andeconsommé med strimler af fasanbryst ( skudt ned lige uden for vores dør omtrent )

– og selvfølgelig fik vi heller ikke taget et foto af hovedretten, før vi var i gang med 2. servering, men ikke desto mindre fortjener den en blogpost.

Vi spiser and juleaften – fra Tjørnemosegaard  - og hvilken and! 

Det er Allans job at tilberede den, og han  skærer brysterne fra og steger dem på panden, mens den øvrige del bli’r braseret … så er der også til en pragtfuld sauce. Og hvert bryst vejede ca. 500g!!  Så stor, saftig og lækker bli’r man nemlig, når man får lov at gå rundt og rappe sig i fri luft.

Til anden havde vi i år valgt at servere “southern Christmas”-tilbehør – med et par enkelte hjemlige specialiteter, der godt kunne mænge sig med alt det fremmede. Så fra venstre, startende med anden kl.9 ( altså ikke spisetiden, men som man ser et ur) lå der på tallerkenen:

kl.11:30 tranebær-mangochutney ( og lige under den en ganske almindelig hvid kartoffel, som man nu ikke skal kimse af)

kl. lidt over 12 ovnbagte æbler og søde kartofler / yams i honning-Bourbonlage

ca. kl. 1 var det en panderistet rosenkålssalat med små cherrytomater … masser af hvidløg

kl. 3 så den ovnbagte blomkål, i en flødestuvning med cheddar og parmesanost

kl 5 – deromkring  - kunne man sætte tænderne i en formidabel rødkål, lavet af Bedste

og lidt over 6 kom turen til  “cornbreaddressingen”, som i år var med krydrede krebsehaler (Cornbreaddressing er oprindelig bagt majsbrød, som blandes med diverse og fyldes i gåsen, men vi laver den altid ved siden af ).

Desserten er jo ikke noget at skrive om – den er og bliver ris á la mande, for sådan skal det være, og så må de mere eller mindre udlændinge i familien bare hoppe på vognen, hvis de vil være med i kampen om mandelen. At det så i år viste sig, at vores sidst tilkomne medlem ikke havde fået tilstrækkelig forklaring på det med hakkede og hele mandler, og at det stakkels menneske var så held- eller uheldig at få noget, der i hvert fald kunne minde om en hél, men på den anden side kunne være en smutter fra krokonens side, og det vil man jo af høflighed ikke sidde og plapre op om, så man tygger den i stilhed …ja, det er jo en helt anden historie.

Mandelgaven? Den tilkom skam den diskrete vinder.

altså julen – og det i bogstaveligste forstand.

Den er blevet iklædt røde sløjfer – efter alle kunstens regler, og nogen vil endda mene, at jeg har brudt reglerne for, hvordan julen må ta’ sig ud her i landet – og på landet.

Så det skal ingen hemmelighed være, at jeg har hentet inspiration et helt andet sted i verden, hvor jeg for et par år siden holdt jul med Allan, Caroline & Michael og familien i South Carolina, og jeg var fascineret af den til tider overdådige juleudsmykning.

( Jeg indrømmer også gerne, at kreativiteten af og til løber lidt løbsk for dem “over there”, skarpt forfulgt at smagløsheden, der spurter forbi, som en vildfaren plastikgranguirlande ).

Men da rød altså er og bliver min yndlingsfarve, og vi lever i et frit land ( der er da i hvert fald endnu ikke kommet nogen restiktioner på, hvorvidt man må bruge røde farver i landskabet … for hvad pokker skal vi så gøre ved Dannebrog? ), var det bare om at komme i gang.

Vores første jul på Tohøjgaard fik vi hjælp af familien i USA, som sendte os 5 kæmpe sløjfer, der startede deres karriere sådan:

… og måske havde de stadig befundet sig der, hvis ikke de buske, de havde udset sig, måtte opgive ånden året efter, og hvis ikke jeg – der kan være mindst lige så kreativ som amerikanerne – havde udtænkt nye planer for de berejste sløjfer. De er dog stadigvæk i eliteklassen og har fået hæderspladsen foran gården:

Men det var jo ikke rigtig nok for Tohøjgaards svar på “the kartoffelwoman”, Gertrud Sand, så man måtte ud på nettet og finde leverandører af bånd og sløjfer, og hvem andre end The Ribbon Diva er vel i stand til at indfri de ønsker og ideer som “the Christmaswoman” måtte stille? Og så tilmed med en eksemplarisk service ( det kan de nemlig, amerikanerne, i modsætning til os herhjemme, der ofte let vrangvilligt modtager en kunde, som om han kom ubelejligt, og vi ærlig talt lige var i gang med noget andet og vigtigere). Jah, det blev en gevaldig stor pakke, inden det sidste “klik” blev sat på ordreblokken hos sløjfedivaen.

… meeeen, så er der da også til et par års forbrug!

“Ta’r det ikke enorm lang tid at lave?” er jeg blevet spurgt om. Til det kan jeg svare, at det er ligesom at lære at binde sløjferne på sine sko: først går det helt i kage, siden går det nogenlunde, indtil man træder i den ende, der er blevet for lang, eller får strammet en dobbeltknude så meget, at man må klippe båndet i stykker for at få skoen af, men det gi’r alt sammen rutine, og til slut sidder det bare i fingrene, så man oven i købet kan begynde at kaste sig over snørestøvlerne.

Og med et kærkomment bidrag fra en af naboerne – nej, ikke Karsten denne gang, men Ken, som fælder og sælger juletræer – på en halv trailerfuld grangrene, var det såmænd ingen kunst at få den smule sløjfer hængt op.

Kransene har jeg købt mig til – færdigbundet, billige i Rema1000 et par dage efter 1. søndag i advent, og det gode ved dem er, at de kan ribbes for gran og anvendes næste år:

…. og så er jeg endnu ikke kommet til lyskæderne!

for slet ikke at forglemme alle de energirigtige lyskæder – hvor der i klimatopmødets hellige navn er blevet udskiftet nogen stykker. Og der skal også gøres klar til julens skønne måltider. Et par nye kogebøger - eller madbøger, om man vil, selv om “kogebog” minder mig om datidens habile (koge)-koner, der både kunne lave klejner, stege en and og lave sylte, sild og blodpølse  - er det blevet til, den ene fra “the South” og den anden fra én af de nys omtalte koner, nemlig Camilla Plum. Så er der vist gjort klar til det helt store juleshow – og åh, hvor jeg glæder mig. Det er måske det, der gør, at jeg – som en af de meget få i min famile og omgangskreds – godt kan lide november måned … den der stille forventningens glæde ved at kunne skabe lys, glæde og varme omkring én: de røde sløjfer, der lyser op i det smukke, bleggrå landskab, lyskæderne, der laver små strålende oaser i den mørke aften – og her ude på landet er det bælgragende mørke, vi taler om – guldornamenter, hængt op i vinduet, der spejler stearinlysene, når de bevæger sig, planlægning af årets julemenu efter bedste device om “tradition og fornyelse” …. men derom meget mere i den kommende tid.

Nej, det er det nu ikke, men det er næsten det samme. For pludselig er den der, den velkendte lyd af landbrugsmaskiner, som fortæller os, at nu er det tid!

Jeg snakkede i sidste uge med Karsten, som sukkede lidt over høsten: udbyttet havde været højt, men prisen for kornet jammerlig lav. Og ikke nok med det, men tørken var også skyld i, at det var blevet helt umuligt at få roerne op … de sad simpelt hen fast ( som jeg tidligere har gjort rede for, så har jorden her 3 stadier: muddersuppe, dekorationsler eller beton – det er så sidstnævnte stadie, vi befinder os på lige p.t.).

Så derfor er fornøjelsen ved at høre traktorbrummen da så meget større, for efter lørdagens regn og søndagens vilde vinde er mandagen med sol over det hele helt perfekt til roe- og gulerodsoptagning ( hm… det sidste falder mig lige ind nu, men det må blive i morgen).

Der skal som bekendt 2 til tango – og det skal der altså også til roeoptagning:

én til at hive dem op                                                             …og én til at køre dem væk

Frem og tilbage kører de – i deres store maskiner:

og ind imellem er der lige noget, der skal tjekkes – helt præcist, hvad det er, man er nødt til at stå at undersøge, skal jeg ikke gøre forsøge at byde på, men jeg er ikke en disse i tvivl om, at det er noget vigtigt, som kun rutinerede roebønder kan se.

Og så er vi klar til et ny aflæsning (og vi holder skam ikke stille, mens det foregår, nej det er fuldstændig ligesom når Airforce One får tanket op i luften)

Afsted, afsted, hen og få læsset af i en fart ( for der er altså en del mere gang i sådan én roeoptager, end du kan finde i 100 arbejdsomme polske daglejere … hvilket jo egentlig er én af grundene til, at vi har kunnet omdanne Tohøjgaard til et feriested ).

De er flittige, de 2, frem og tilbage og frem og tilbage som et par Duracellkaniner. Her er ikke noget med at holde fyraften kl. 15:30 – er man bonde, er det vejret der bestemmer, hvornår der skal knokles og hvornår ikke.

Men bagefter er tilfredsstillelsen så også så meget desto større. Og sådan forholder det sig faktisk også med krokoner.

Pyhh… det har da godt nok været en sommer, der vil noget: gæster, gæster og gæster, sol, sol og sol, vasketøj, vasketøj og vasketøj, og sådan kunne jeg blive ved. Og det har været sjovt og lærerigt.

Men hvem ville nu ha’ anet, at vi fik så travlt? Allan løb tør for bacon og tørret andebryst, printeren løb tør for farvebånd, carporten løb tør for tørresnor, haven løb i særdeleshed tør for vand og krokonen løb fuldstændig tør for tid! Hvilken herlig sommer

Og lige så stærkt som hr. og fru Tohøjgaard har løbet ind imellem, lige så stærkt har elmåleren speedet rundt og rundt. Det er sådan set mærkeligt, at den ikke har lettet som en helikopter med den hastighed, den ind imellem har udvist. Og så giver man sig jo til at spekulere lidt over, om der monstro var et par steder, der kunne spares en krone eller to?

Så der må hidkaldes eksperter. Heldigvis bor én af dem lige et stenkast væk – i øvrigt gode naboer, som vi kan li’ at hygge os med ved andre lejligheder – for vi må da vist ha’ gang i noget jordvarme eller så’en?

Og vi må også ha kigget nærmere på, om der ikke skulle være et par elapparater, der med fordel kunne udskiftes eller optimeres ( flot sprogbrug, ikke … det jeg ville sige var såmænd bare, at vi – bl.a. -  har 2 oldtudsegamle køleskabe  med frostbokse kørende, samt et hav af energislugende pærer). 

Køleskabene – piece of cake – men elpærerne??? Nu bliver vi jo ganske vist hjulpet på vej af EU, der i al deres visdom har besluttet, at glødepærer snart er en saga blot … men måske har de ikke helt gennemtænkt, hvad der skal komme i stedet.

Vi kunne selvfølgelig lave en gigantisk  musetrædemølle, som kunne drive et mindre elværk her – vi har nu 4 katte, og hvis vi kunne få dem trænet til at genne musene ind i trædemøllen, så er den hjemme – vi kunne også opsætte en vindmølle, og guderne skal vide, at den ville få kam til sit hår, eller vi kunne udskifte alle elpærer til de af EU foreslåede sparepærer.  Jeg har lige været på en kort runde og kunne tælle ca. 50 lamper, der kan udskiftes -  det samme antal er allerede forsynet med de famøse sparepærer … som én af de blogs, jeg følger , skriver: Det er ikke lys, det er snavs!

Nå, men ud på nettet og se, hvor man kan få fat i sådan nogen til billig penge. Og UPS – hvad kan Google komme op med på den søgning?  Jo, såmænd: 10 gode grunde til at hade sparepærer, hvilket jo ikke ligefrem tegner mest lovende … læs selv.

Næste sted: Briter advarer: lavenergipærer kan give kræft er bestemt heller ikke hyggelæsning ( og det har jeg li’som prøvet).

OK, hvad så med LED-pærer? Det skulle jo være fremtiden? Jo, tak!! I hvert fald for producenterne!!! 

For sådan en starut skal altså koste 250 kr.  …. Hvor mange var det nu, jeg talte op? 50, dvs. en investering på 12.500! Men så skulle de også kunne holde i 15 år. Hm…… gad vide, hvor mange Co2-kvoter, jeg kan købe for 12.500?

Og hvem snakkede om “stearinlysets skær”? Det skulle efter sigende være lige så Co2 producerende, som en gammel Trabant!

Nå, herom mere i de følgende afsnit at “vinterforberedelser”

… men uhhh, det er da godt nok dejligt at være tilbage på bloggen igen ( d….. good CD!!)

og det er ikke engang løgn! Så de 30 dage siden jeg sidst skrev her på bloggen er på bedste vis fjedret af sted som løbske kængurustylter – den ene efter den anden, boing, boing, boing …

60 gæster har vi haft i den periode. Det lyder måske ikke af så meget, men når man så lige betænker, at der er blevet vasket 60 sæt sengetøj, 240 frottéhåndklæder, 60 badekåber og 120 tøfler, 90 forklæder, 300 viskestykker og et utal af klude, så kræver det immervæk sin krokone at holde dagen så meget i ro, at den ikke hopper fra én på sine fjedrende timer, og man står tilbage med en hel bunke, man ikke fik nået.

Nogen vil måske mene, at hækken skulle ha’ været klippet for en hel del fjederhop siden, andre synes måske, at der er gået lige lovlig meget stok i spinaten. Til gengæld har vi lavet en masse god mad (også af spinaten, før den begyndte at gå med stok, men det er en helt anden historie), vi har fået en gæstebog fyldt med varme hilsner og en enestående regn af roser og anmeldelser på TripAdvisor, så det er lige før man skammer sig.

Og er du egentlig klar over, hvor lang tid, det ta’r at vaske en badekåbe? … Nej, det tænkte jeg nok. For på Tohøjgaard er de af kraftig, vamset kvalitet, og dem kan der være 2 af i vaskemaskinen, men bagefter må man nøjes med at tumble dem en ad gangen ( hørte jeg nogen mumle noget om Co2svineri?) for ellers ruller de sig bare sammen til en klam klump af forvokset karklud. Ja, det er andre tider, end da man vaskede 12 tons tøj om dagen i en vasketunnel.

………

Og så lige pludselig – på en af de der hurtiggående dage – kommer denne her kæmpebil

som vi har ventet på nogle uger, behændigt kørt og ført af en halvsvensker.

Belært af sidste sommer, hvor vi nærmest pakkede vores terrasse ind i plastik

har jeg nemlig researchet lidt på nettet for at finde en løsning på problemet: vi vil gerne sidde ude og nyde udsigten, men vi vil ikke blæse væk , og svaret fandt jeg hos Willab Garden, der laver nogle rigtig smarte skydedøre, som ved et mirakel – og en hel del snilde fra Skodborg Ejendomsservice ( her burde ha’ været et link, men så fancy er det lille firma ikke, så du må nøjes med at få at vide, at han hedder Lars og er en dygtig og kreativ håndværker) kunne indpasses omkring terrassen.

Da-dahh!!!:

Sådan!! 4 sider med skydedøre, der kan skubbes til den ene eller den anden side.

Det er den rene luksus – og vores gæster nyder at sidde derude om aftenen – jeg nyder at gå over og tænde stearinlysene og glæde mig over, at de ikke blæser væk lige så hurtigt som de der raske dage hopper afsted.

Og ellers kan man jo bare sætte sig å en af de andre terrasser på Tohøjgaard:

… for vi har da efterhånden nogle stykker.

Hvem der lægger hynder på stolene? Jamen, det er da krokonen – hende, der udmærket godt er blevet klar over, at dagen virkelig går med raske fjed, og at “dagens børn må ile”, men også at, “aftenrøden bringer  fred, nattens stjerner hvile”

… for sådan er det nemlig herude på landet.